
XI. Den Nie og Tyvende skal staae i ævig Ære,
For Børn og Børne=Børn den Fryde=Fest skal være.
Den Dag, som Livet gav, alt sytten Aar forhen,
Den Ønskers Prinds, som nu gav Norden Liv igien.
Dens første Konge Glands sig holder, som forborgen,
En Taage sammentrakt indhyller den i Sorgen!
Dog skimter man den grandt, og Straalerne os spaaer,
At Nordens Dag i hast sin fulde Lysning faaer.
Den
Styrkes Dag for det Modfaldne Tvilling=Rige,
Lod Nordens Christian, Han, store Fædres Lige!
Paa Slottet Fridriksberg i Stilhed hellige,
Hvor Han Fortienester og Dyden lønnede.
XII. Han saae en Reventlau til større Naade værdig,
Strax Elephanten stoed til hans Belønning færdig.
En Wind, Geheime=Raad, Han og ophøyede
Og fem fortiente Mænd blev hvide Riddere.
At nævne hver i sær jeg ey fornødent skiønner,
Nok, Dyden nævner dem og Kongen dem belønner.
Et liige Tal endnu fik Kammer=Herre=Rang.
Med fler Betlaadninger, som hørtes denne Gang.
Hør Land-Etaten hvor den Christian velsigner,
Og nu sin Herlighed med Søe-Etatens ligner,
Da begge fælles fik een Ober=Secretair,
En Rosenkrands; et Navn! alt nok om Mandens Værd.
XIII. Vi L Union parfait for al vor Velfærd priser,
(Den store Sønne=Søn paa Tronen det udviser.)
Hvad Under, Samme da i Dag hukommet blev!
Af den, som Himlen bød: Til Nordens Beste, Lev!
Af den velsignede Sophie Magdalene,
Som Gudsfrygt haver lært med Høyhed at forene,
Nie høye Ordens Tegn, paa denne Høytids Dag,
Hun værdig deelte ud til Troskabs Velbehag.
XIV. Den Fred i Bitterhed, som denne Dag os skienkte,
Vort Universitet høytidelig betænkte,
Dets Doctor Kratzenstein forkyndte Lægedom
For hvert et saaret Bryst, som der at læges kom
(*) Til Geheime Conferentz-Raad.
