15
Der tør og findes De, som hele Sagen nægter;
Mod slige Vantroe Folk man vel forgieves fægter.
Og de, som ey vil troe, hvad de kan see paa Prent,
Med deres Modsagn er det ikke stort bevent.
Lad Sagen være selv urigtig eller rigtig;
Moralen bliver dog af samme lige vigtig.
Man vil indbilde os, at Kierlighed er død!
Ney, i Provence den end brender Lue=rød.
Ja flere Steder sees den vel i samme Hede;
Men man uskiønsom er, og tør det kalde Vrede.
Ney, hvor du seer og hør, at een den anden beed,
J Gierning eller Ord, viid, det er Kierlighed.
I1. Ved Foer= og Pelds=Værk Folk ukiendelige ere;
Og
saadant skal Beviis paa Kuldens Strænghed være,
Ja, det maae være der. Hos os det ey er saa;
Her seer man laadne Folk, endog i Tøe=Veyr gaae.
III. Den Skriver fra Paris man hastigen indhaler
Som var fra Myndten rømt med en fem hundret Daler.
Han fik sin Straf; men tænk, fem hundret Daler kund
Det var jo for et Been at giøre sig til Hund.
Engeland.
Den Mætte veed ey hvad den Hungrige maae lide,
Dog
Hunger er et Sværd, som maae til visse bide.
Den, her i Engeland, tre fiire Hundrede
Har ved sin Haardhed bragt til fuld Fortvivlelse.
En gandske Bonde=Bye med Jld de ødelægger,
Og Koren=Laderne med Voldsomhed opbrækker,
Dem Graadighed har bragt til saadan Rasenhed,
At intet Forraads Sted for dem sig sikkert veed.
At værre Følger ey det efter sig skal drage,
Vil Under=Huuset nu alvorlig sig umage,
At Prisen falde kan paa Føde=Varene,
Som vist maae være der bragt til det Høyeste.
Rusland.
En Falskner skulde her sin Haand og Ære miste,
Som en halv Tønde Guld fra Næsten vilde liste;
