19
Det høye Liig, som drog hvert Øye efter Sig,
Og giorde, næsten hver Tilskuer Selv, et Liig.
III. Den smerteligste Pligt, fordi det var den sidste,
Som denne Hoved Stad sin Friderich udviiste,
Blev seet i Sørge=Pragt paa alle Husene,
Hvorhelst Høysammes Liig forbie passerede.
Alt, hvad som Kunst og Vidd formaaede at udfinde
Til Sorgens Ære=Tegn og Ærens Sørge=Minde,
Blev udviist overalt, og hver i Øye faldt
Som alle Tidender os noksom har fortallt.
De Forestillinger man her maae ikke vente
Og denne Natte=Glands formaaer man ey at prente;
Thi Myriader Lys saa funklende var tændt,
Som Luftens Under=Egn, var Himlens Firmament.
Hver, efter Villie og Evne forebragte
Hvad Underdanighed og Kierlighed tilsagde.
Dog, alle Hierters Sprog med eet udføres kan:
Tab i Kong Friderich! Trøst i Kong Christian!
IV. En Patriotisk Aand, som seer ey paa sit eget,
Har alle Borgerne naturlig=viis bevæget
Selv at udnævne Dem, som distinguerte sig
J Sindriighed og Pragt for andre, kiendelig:
Mon Børsen ikke strax opholdt vor Eftertanke
Ved Ære=Mindet, sat af Hoved-Stadens Banque?
Mon her var noget glemt til Femte Fridrichs Priis,
Og af de Følelser den fik ved Hans Forliis?
VI. Gietthuset, som er laant til Brug for Compagniet, (*)
Lod see paa Kongens=Torv hvortil det var indviet,
Statuen skinte der i Efterlignelse
Af den, som Fridrichs=Stad er snart forventende.
VII. Vort Kunst=Academie sig offentlig undskyldte,
Fordi det ey lod see den Pligt, som Hiertet fyldte:
Det var et Konge=Slot, som dennem huusede,
Paa Det de deres Konst ey torde lade see."
*) Det Afiatiske Compagnie, paa hvis Bekostning denne Jllumination blev fore¬
stillet.
