End naar han kan sin Flids og Arbeids Frugter see,
For sine Arvinger, at blive fredede?
VII. Den frie Landsbye=Luft, de Blomster=strødde Enge
Har Majestæterne og Hoffet ventet længe;
Men denne Længsel nu er rigeligen stillt,
Og Staden midlertid ved al sin Glæde skilt.
Dog ney, Vor Konge=Slægt er jævnligen herinde,
Thi Juliana end paa Slottet er at finde.
Saa længe Hun er her, det ikke mangle vil
Paa Kongeligt Besøg i Staden af og til.
Desuden har det jo Hans Majestæt behaget,
At fra sin Residentz Han længer ey er taget
End til sit Fridrichsberg! Han, for det første, der
Sin Sommer=Glæde har, og vi, at han er nær.
Gud giv Ham, hvor Han er, saa værdig Sommer=Glæde,
Som vi er færdig til for Ham den at udbede!
Gid Majestæterne og Kongens høye Slægt
Maae stedse fryde sig ved Himlens Varetægt.
VIII. Vor milde Christian, som alle vil fornøye,
Sin Broders Sommer=Lyst og haver havt for Øye
Han Ham forærede Lyst Slottet Sorgenfri.
Ey Kongen har engang et saadant Slot for Sig.
Det veed man alt for vel. - To Rigers vaagne Hyrde!
Som føler alles Sorg, og bærer alles Byrde!
Han, leve Sorgen fri? Hvor skulde det gaae til?
Ney, hverken Kongen kan, ey heller Kongen vil.
IX. Han den og bære kan! Thi vil Ham Afmagt minde,
Saa veed Han gode Raad, hvor Kraften er at finde:
Han kaster al sin Sorg paa den Almægtige,
Og alle Ting formaaer ved Hans Paakaldelse.
O viise Christian! Du bliver u-bedragen.
Hvo har dig underviist saa at angribe Sagen?
Alleene Viisdoms Aand! Høystsamme blive ved,
Og du adlyde den i Underdanighed!
Vor Nordens Vægter seer, Hans Vagt kun er i Taage,
"Hvis Den Alseende vil ikke med Ham vaage.
"Vort Hælds Opreiser veed, Han bygger kun omsonst,
"Gud! hvis du Ham ey lær den rette Bygningskunst;
35
