42
Ey Konge=Skiftet, det Gud giorde nys i Norden,
Dit Hælds Omskiftelse i mindste Deel er vorden;
Den Søn af Faderen, som fyldte Tronens Savn,
Med lige Jver saaes, antage sig dit Gavn.
Han, som vor Ære er, Han giør sig Selv den Ære,
En Ære, Konger værd! - En Borger=Ven at være.
Midt i det Borgerlig, dog Konge-værdig Laug,
Saaes Folkets Christian at finde sin Behag.
Velsignet være hver, som Kongens Naade priser,
Saa tidt Han lige Agt for alle Stænder viser;
Hver Stand, hver Undersaat er Kongen lige nær,
Og ingen ærlig Mand af anden Mening er.
Berømte Laug, opnaae det Maal hvortil du sigter!
Dig Æren driver, og din Konges Guust forpligter.
Paa ædel Øvelse hver fyrig Prøve gav,
Men Herr Hans Kiærrumgaard skiød Papegøyen af.
II. Hirtzholm, det prægtige liveget Dronning=Sæde,
Saae nu i Sommer=Dragt sin beste Sommer=Glæde,
Da Landets Faer=Moer did med Toe Prindsesser droeg,
Og paa det smukke Stæd sin Sommer=Sæde toeg.
III. Knap Kongens Søe=Etat den Længsel kunde dølge,
Som af dens Kierlighed var en naturlig Følge,
Knap uden Jalousie den længer kunde see
Den Høytid, der blev gjort af Regimenterne;
Men Nordens Mægtigste, som Statens Styrke kiender,
Den nu sin Konge=Agt høytidelig tilvender.
Umueligt kan dens Tarv i Glemme blive sat;
Thi Kongens høyre Haand er Kongens Søe=Etat.
Nye=Holm sin Christian undfik, og Ønsker spaaede
Sig af Hans Navn den Agt og samme høye Naade,
Som af Kong Christian den fierde, den Monarch,
Hvis Viisdom den ansaae, som Muur for Dannemark.
Den Konge=Løsen gav, og havde sig belavet
At vise Christian, den Hersker over Havet!
Dens Nidkierhed og Flid for Kongens Tieneste
Til Orlogs Flodens Tarv ved dens Forøgelse.
