43
Tre Skibe loed den ud fra Bankestokken glide,
Ved Konsten dannede i Tiden til at stride;
Dog Gud forhindre dem at blive nogen vred
De bygges, ældes før, og hugges op i Fred!
Det største blant de Tre, stolt udi sine Gange,
Saaes stoltere endnu udaf sit Navn at prange,
Med Majestætisk Air det hurrende løb ud,
Bar Navn af Christians udkaarne Konge=Brud.
Gud glæde Hende Selv, den store Fyrste=Dotter,
Som Kongen glæde skal og alle Undersaatter;
Gud styre dette Skib; Han være Flodens Vagt,
Og giøre frygtelig den Danske Orlogs=Magt!
IV. Sin Naades Velbehag gav Christian tilkiende,
Og lystet sig til Søes, da Acten var til Ende:
For Hannem nejede Krigsskibet Dannemark, (*)
Og hævet i sit Skiød sin værdige Monarch.
Vor Konge=Broder kom med Kongen der om Borde,
Strax Skibet af Hans Navn sig seilefærdig giorde,
At følge Dannemark, som agtet i sin Favn
At føre dette Par til Nivaaes nye Havn;
Men Himmelen var selv saa nænsom over Dennem,
At ingen Vind fik Lov at trænge sig igiennem.
Et Hav=Blik næsten blev, som Farten ey var tient,
Saa, ved Sophienberg, den Lyst=Seiglads blev endt.
V. Hirtzholmen fik Besøg af disse Høye Giester,
Besøg, som dagligen anstiller Glædes-Fester,
Snart paa det ene, snart det andet Sommer=Sted,
Hvor Konge=Slægten sees i høy Fortroelighed.
VI. Dog Sommer=Sæderne dem ikke saa kan holde,
At de jo vexelviis er inden Stadens Volde
For Julianes Skyld, hvis ømme saaret Bryst
Ey ret vil finde Smag i nogen Sommer=Lyst
(*) Orlogskibet Dannemark, som tillige med Orlogskibet Prinds Friderich nyeligen
vare komne hiem fra Beseiglingen.
