50
Saaes da, paa slig en Tid, din første Morgenrøde,
Som skabt til Bitterhed og Kummer at forsøde?
Hvad Under da, din Glands, alt som den meer tiltoeg,
Til et langt større Mørks Adspredelse forsloeg?
En sørgende Monarch Du nu i Norden trøster,
Og midt i Sorgens Aar To Rigers Børn forlyster.
Velsignede, din Glands tiltage meer og meer!
Vort Norden da sit Hæld ved Dig fuldkommen seer.
Mathilda, - ey forsmaae vor allerbeste Gave!
See - der er Hierterne! - dem skal Du alle have;
Dog, Du dem alt har havt fra Du fik Christians.
Hvad Hierte er der vel adskilleligt fra Hans?
Den søde Længsel, som afbilder os Din Komme,
Jndbilder os i Dag, at Sorgens Tid er omme,
Ved Hoff, i Stad og Land en billig Glæde er,
Som mueligste Beviis paa Hiertets Følelser.
Vi have kuns Dit Navn! saa got som vi forstoede,
Forsøgte vi med det at giøre os til goede.
Allene Nævnelsen var saa oplivende,
At den blev Vellyst nok for snart Utallige.
Velsignet være Det, man hørte allevegne,
Høyagtelse for Det hver stræbte at betegne,
Det var ey nok vi fandt Dets Jndtryk i vort Bryst,
Ney, vi og havde Det til fælleds Øyens=Lyst.
I1. Et Sælskabs Evne (*) Det ved Kunst en Lyst=Jld tændte,
Saa Navnet tindrende mod Firmamentet brændte.
Selv=Christian sin Lyst paa sine Børen saae,
Og paa det Navn, som Ham og dem om Hiertet laae.
Kort, alles Sind og Sands til Lyst Det maatte tiene:
III. Et andet Sælskab (*) saaes, og hørtes sig forene,
At stemme op for Det en liflig Harmonie
Mathilda først og sidst da Capo var deri.
Vor Strenge=Leeg, vor Sang, vor Fryd var Du, Mathilde!
Din høye Fødsels=Fest ey anden Moroe vilde.
Hvad Glæde, naar vi faae dig Selv engang at see?
Den alle Sprog paa Ord vil giøre manglende!
(*) Skyde=Sælskabet uden Vester=Port.
(**) Det musicalske Sælskab i Raadhuus Strædet.
