66
Skiønt man ey nogle Aar har seet saa riig en Fylde;
Tør man dog samme Aar for Misvæxt vel beskylde?
Af Koren=Priserne man skulde slutte det;
Men hvo formaster sig, at giøre Gud Uret?
Hos Landets Mennesker al Skylden da skal blive.
Hvordan de har holdt Huus, de selv kan best beskrive;
Thi Mangel har vi føelt, det Gud og hver Mand veed
Trods Kongens vise Bud og Himlens Gavnmildhed!
Gud nu forstyrre hver, som vil hans Anslag hemme:
Gid Danmarks Frugtbarhed til Nødtørft blive hiemme!
Gid Koren=Laderne maae blive vel forløst,
Og det til rette Tiid, den Fattige til Trøst!
11. Ja Jordens riige Skiød ey Aaret ene trøstet,
Hvad Trøst har Rigerne end større ikke høstet?
Vi for een Bitterhed saa mangen Glæde faaer,
At Nordens Klage=Dag er vendt til Jubel=Aar.
Vor Arve=Konges Huus gav mange Fryde=Fester,
Og vi Forviisning har, at end langt flere rester,
Af hvilke denne Fest ey er den ringeste,
Voe Julianes Dag (*) en Ziir for Dagene!
Paa Den en Dronning fød, Den Nordens Børn vil ære,
Saa længe Dronninger paa Jorden til skal være,
Fød til de Danskes Trøst i Brunsvigs Helte=Skiød,
Som Tvende Rigers Sorg med Kraft at vige bød.
De Heltemodige og Fyrstelige Dyder,
Som dette Stamme=Huus saa arveligen pryder,
Har Vor Heltinde her i Med= og Modgang viist.
Ach! - At Hun kiendes nu som den, der har forliist.
Vort Tab oprettet er; Men, hvo opretter Hendes?
Dertil den Mægtigste alt for afmægtig kiendes.
Guds Trøst oprette det! om ellers Rigerne
Sit store Glædes Haab skal ret fuldkomment see.
III. Vor kronet Nordens Ven, som alles Sorg vil lindre,
Bød Sørge=Skygger fly, og Hoffets Glands at tindre.
Hans milde Majestæt for Dronningen loed see,
At Hendes Munterhed var al Hans Ønskende.
(*) Den 4de September.
