87
XIX. Bedrøvet Vemmetoft, som Værgeløs var bleven,
Da dig din brave Wind ved Døden saaes bortreven.
Glæd dig nu frit igien, og pris din Konges Val,
Da Ærligheden Selv din Værge være skal.
Sverrig.
Den Skat, som Stænderne sig ønskte saa begierlig,
Nu giemmes i Stokholm og skattes uskatterlig.
Sophia, Gustavs Brud Sit Jndtog holdte der
Og Alles Kierlighed hæystværdig agtet er.
Fra Helsingborrigs Strands, de lykkelige Bredde,
Med Hende steeg i Land Al Landets Haab og Glæde,
Som har Sig efterladt uglemmelige Spoer
Hver Stad, hver Sted, hver Flek, hvor Hun igiennemfoer.
Men den dog kiendeligst i Hoved=Staden kiendtes,
Hvor alt optænkeligt til dens Beviis anvendtes.
Den Fierde vilde der i ævigt Minde staae,
En Dag, som Sverrig ey i Mande=Minde saae.
Dets Glæde tage til, saa sandt den er velgrundet!
Den blive Børne=Børn utallte Leed forundet!
Den være Tronens Hæld, og Svenske Stænders Flor!
Den grunde Venskabs Pagt uryggelig i Nord!
Frankerig.
Paa Ufuldkommenhed, naar Selv Paris maa klage,
Hvo vil da troe, man den til Mynster skulde tage?
Dog jo, Hvem der har Lyst, kan det endda anstaae;
Thi man Fuldkommenhed af ingen fordre maae.
Hvad feiler da Paris? Den feilede, desværre!
Blant sine Skuespil, eet i det Militaire.
Vi over denne Feil hør den beklage sig;
Men er det ikke nu oprettet riigelig?
