93
Den sidste Heela er, som Jld og Svovel spruder,
Og Ødeleggelser dødtruende bebuder.
I dette Aar i sær dets Torden=Røst er hørt,
Som heele Landet har Forskrækkelser paaført.
Sverrig.
Om ævigt Minde her en stoer Mands Been forvisses;
En Stats=Mands? - Generals? – Ney, Jngen udaf disses!
De stoere være kan paa rette Tid og Sted;
Men der hør flere til et Lands Lyksalighed.
En god, vindskibelig og kunsterfaren Borger,
Som, med sit Ansigts Sved, aftørrer Mangels Sorger
For Landet og for Sig, har Navn af Stoer fortient,
Og Giengiæld skylder Ham et værdigt Monument.
Den Skylds Qvitering kan enhver i Sverrig finde,
Paa Stiernsunds Kirke læs Mats Grusels Æreminde!
Hvad Sverrig mistede i Ham beklages der;
Men og de Levende en vis Opmuntring er.
Tydsk=Land.
Hvad nogle Tidender om Hamborg haver skrevet,
At den er fra Algier nu nylig bleven krævet
For Kugler, Krud og Sligt af Krigs-Fornødenhed,
Det vil den gode Stad slet ikke kiendes ved.
En slig Beretning man giendriver som ugrundet,
Paa Grund, at med Algier den ikke er forbundet
Ey heller agter den at indgaae saadan Pagt,
Og synes Selv, det er fornuftigt overlagt.
Hvad mon vi mod os Selv dem Vaaben skulde give?
Ney siger Hamborg, ney det lader vi vel blive.
Den raisonerer ey endda saa meget galt.
Gid alle Stater kun paa samme Meening faldt.
Frankerig.
Man sige hvad man vil, til vore Fædres Ære,
Om deres Ærlighed, Forstand og saadant mere!
Vor høyoplyste Tid dog lettelig indseer,
At deres heele Vidd var ey en Bønne værd;
