94
De over mindste Svig Samvittighed sig gjorde;
De Næstens Eiendom sig knap tilvende torde;
Om de end Sølv og Guld paa Alfar=Veye saae,
Saa syntes de dog ey, det dem i Veyen laae.
Ja disse gode Fædre,
Hvad skal man kalde Sligt?
Som ikke deres Sprog forstoed at dyrke bedre,
Det kaldte Ærlighed; Men vi langt bedre veed
At give Barnet Navn: En tyk Vankundighed!
Hvis de har havt Forstand, - som man os vil fortælle
Da kiendtes den kun lidt udi den Kunst at stiele.
Den Vittigste besad ey nær saa meget Vidd,
Som Kunstens Lærlinger i vores slebne Tid.
Det mindste Jndgreb da i Næstens Eyendomme,
Som skeede vel iblandt - saaes strax for Lyset komme;
Hvad Kunst var vel i det, at gribe Næstens an
Og blive derfor hængt? - Det var en dum Forstand.
Ney Kunsten stiger nu. Hvad Giemme er saa helligt?
At Snedighed ey veed at giøre Det tilfælligt.
Guds Kister, Kongers Skat, ja hvad det er for Slags
U-efterforskelig kan ranes nu til Dags.
Naar hos en lille Tyv - en Gade=Dreng - man sporer
Det Vidd, at han forstaaer at sluge Louidorer,
Hvad Kunstgreb maae man da ey vente practicert
Af større Tyve, som har Kunsten udstudert?
Spanien.
At sætte Gamle af, ey Leve=Brød dem række!
Sligt Purgatorium maae unge Krigsfolk skrække.
Ey Pavens være bør dem saa forfærdeligt;
Thi hiint er virkeligt, naar Pavens er en Digt.
Hvad! kan man - tænker de, naar de faaer Tid at tænke
Ey samme suure Skaal for os engang iskienke?
Den Tanke uformærkt i deres unge Bryst
For Tiden qvæle kan al Manddoms Fyr og Lyst.
