142
Engeland.
I. Den Jesuiter=Sværm, som Spanien uddriver,
Giør at Regieringen med Grund opmærksom bliver;
Den ikke skiøtter om, at alt for stort et Tal
Af disse Fædre sig just her nedsætte skal.
Man ikke noget Hof fortænke kan i dette
Som sine Staters Vel ey vil af Øye sætte.
Hvo der taer Fremmede udi sin Tieneste,
Jo gierne Skudsmaal vil af sidste Herre see?
Og disses Skudsmaal ey just lyder med de beste:
Saafremt man ellers Troe til Rygtets Ord tør fæste
De har - saa siges der - med Eed forbunden sig,
At være deres Chef meer troe og føyelig
End Paven." Dette dog saa meget ikke sagde,
Hvis værre Lydighed ey Eden dem paalagde
De meer end Konger ham - og altsaa meer end Gud
Skal lyde!- Hvo har hørt saa Diævleblændt et Bud?
Lad Paven huuse den -- See han dem og forskyder!
Forhadt i alle Land, paa Havet de omflyder.
Toeg Corsicanerne omsider dem i Land?
Velan sligt Colonie dem ey misundes kan!
II. Man Engelskmandens Lyst til Hane=kamp vil dempe;
J Sandhed, skal det skee? da maa det skee med Lempe.
Det stærkeste Castel man før indtaget fik,
End man ved Magten tvang en gammel daarlig Skik.
Jtalien.
I. Det Røver=Næst Algier tør lade sig forlyde,
Strax med Venetien at ville Freden bryde,
Hvis den fornøyer ey dets nye Fordringer,
Som saa uhørlige, som skammelige er.
Det dem jo Ære giver?
Dog hvad er skammeligt?
Naar al Europa dem tilsidst skatskyldig bliver?
Algier forstaaer sit Snit, de taer, hvad de kan faae.
Man kiender Christnede, der giøre ligesaa.
