II. Om Stutgards Hertug (*) har Venedig nok at sige,
Hans Fyrstelige Pragt vel neppe haver lige.
Hans Ædelmodighed og Mennesk=Kiærlighed
Knap Republiken ret med Ord at nævne veed.
Man veed af Rygtets Mund, den dertil er beføyet;
Saa det er deres Pligt at være vel fornøyet.
Og Fyrstens store Navn er dobbelt Ære værd,
Naar i Hans eget Land hver saa fornøyet er.
III. Tør Bisperne endnu mod Øvrigheden fnyse,
Og med Bansættelser forsøge Folk at kyse?
Da Paven neppe Selv har mere Mod dertil?
Sligt er i denne Tid et meer end sælsomt Spil.
Ja, gammel Vane ey saa let er at forglemme;
Hos Parmas Erke=Bisp man dette kan fornemme:
Den kiække Hertug der sit Land forbedre vil,
Og see at Alt gaaer ret og ordentligen til.
Hvad priseligere kan han sig foretage?
Mon nogen Erke Bisp vel saadant vil mishage?
Ney, dette havde de endda vel overseet;
Uagtet ey hos dem var Forespørsel skeet
Hvis de ey havde hørt, Lands=Herren sig tillave,
Med Geistligheden selv at ville Opsigt have.
Det var Forgribelse mod Kirkens Myndighed!
Som den Koldsindigste jo maatte giøre vred?
Hertugen vil dem ey den Herlighed indrømme,
At de maae, som de vil, sædvanlig Sager dømme.
Han har paa egen Haand opreist en Tribunal,
For hvilken efterdags alt Sligt afgiøres skal;
End og Forordninger, som Paven selv udgiver,
For denne Tribunal først undersøgte bliver;
Der faae de Kraft af Lov, hvis de er nyttige;
Hvis ikke, blive de med eet forkastede.
Formastelige Ting! i Erke=Bispens Tanker.
Hans Vrede fnysende gik over alle Skranker;
Den Fyrstelige Ret han dristig imodstoed,
Og efter gammel Stiil, forført af Overmod,
(*) Carolu Eugenius, til Birtemberg Stutgard.
143
