146.
Et stille Andagts Raab skal paa Bønhøring trænge:
Mathilde leve vel! vor Moder leve længe!
Velsignelser, som de Guds Venner høre til,
Vor Dronnings Kierlighed og Værd skattere vil.
II. Hirschholm og Fredensborg Mathildes Dag til Ære,
Saaes Majestætisk Pragt ret angelegen være;
De kiere Hoffer loed af høyest Evne see
Hvad Hierte Begge bar til den Elskværdigste.
Med alt Optænkeligt Mathilde at fornøye,
Var just det store Maal, Dem Begge stoed for Øye,
Og blev til Deels opnaaet; Mathildes Velbehag
Var Begge Hofferne et værdigt Vederlag.
Men al den Yndighed, som begge Steder eye,
Og hvad Natur og Kunst end haver bragt til Veye,
Dog ikke denne Gang sig torde understaae,
At vente Dronningens fuldkomne Agt at faae.
III. Et Gottorf kunde kun sig af den Lykke bryste,
Endskiøndt fraværende, Høystsamme at forlyste;
Hvor langt det borte var, det dog med Vished saae
Det som nærværende for Hendes Øyne laae,
Der var Mathildes Siel, Hvo kunde det fortryde?
Hvad Sted forlangte vel Opmærksomhed at nyde
Frem for et Gottorf da? Hvor det man elsker er,
Vil Hiertet være med; thi var Mathildes der.
Der var Kong Christian, Mathildes Deel paa Jorden,
Hans Rigers Tilsyn Ham var lovligt Forfald vorden;
Dog saaes paa Gottorf Slot Hans værdigste Behag
I den for Rigerne og Ham velsignet Dag.
IV. Jmidlertid vi her forsikkres om Hans Komme,
Naar den fastsadte Tid med Maaneden er omme.
Vor Længsel glemmes ey imedens Kongen sig
Paa hvert et andet Sted giør uforglemmelig.
V. Al værdig Tidsfordriv vor Dronning sig udsøger,
Og hver Mands værdig Agt og Kierlighed forøger
Sit Folks Hengivenhed Hun heller ey forsmaaer
Hvad Under, Hierterne Hun da indtagne faaer?
