147
VI. Vor Stad fik høyt Besøg af Landets Caroline,
Som hver oplivede med Mildheds Engle=Mine.
Det naadig Ærinde hvori Hun den Gang kom,
Var, paa vort Compagnie (*) at ville see sig om.
Hvad Vahre Jndien i Danske Havne bragte,
Hun, som vor Velfærds Ven, fornøyet faaes betragte (**)
Og i den Glæde toeg enhver Jnteressent
Meer Andeel end i Det han ventede fortient.
Hun høyt Geleide nøed udaf sin Herres Broder,
En Prinds, af hvilken Nord sig store Ting formoder,
Som sig en Ære giør af alt, hvad dydigt er,
Og sine Fædres Gud til Leder selv begier.
VII. Han for sit Sorgenfri udbad og nøed den Naade,
At Dronningen ey der at være Giest forsmaaede.
Dog lovet Han sig ey, hvad Navn end Slottet bar,
At Alt just denne Tid der efter Ønske var.
VIII. Ney, Roeskild glædtes ved det første Sted at blive,
Mathilde anden gang sit Ønskes Maal at give
Thi Kongen ventede man nu hvert Øyeblik,
Og alle forudsaae, Hun Hannem der undfik.
Det ingen var bekiendt; men hver med Grund det spaaede;
Thi hvem er ey bekiendt Mathildes Tænkemaade?
At forekomme Ham, Hun altid er bereed,
J Eftertænksomhed, Forstand og Kierlighed.
Hun kom, den Huldeste, før Hendes Elskelige,
Et ømt: Velkommen Ven! Ham rørende at sige.
Al Landet stemmer i, giør eet med Dronningen:
Velkommen Christian! Vær Guds og Folkets Ven!
Gud giøre vel mod Dig, Vort Vel Du da vist rammer,
Os gavner ikkun det, som Du af Ham annammer,
Annam da Raad og Hielp af Jesu Ord og Aand,
Saa lykkes alle Ting ved Ham udi Din Haand.
(*) Paa det Asiatiske Compagnie.
(**) Saavel de Chinesiske med den i forrige Maaned hiemkomne Chinafahrer, som
de Ostindiske hiemkomne i denne Maaned med Skibet Kron=Prindsen, under
Capitain Jenners Anførsel.
