149
Ja, ey for vor Skyld Han sig bør opholde længe!
Kan Hessen ey saa haardt som vi til Tænder trænge?
Mon Kierlighed til os Ham vel undskyldte der,
Om den blev Tandløs, mens Hof=Raaden lenter her?
Sverrig.
Hvad tænker vel den Svensk, der saa oprigtig skriver?
Hans Tankers Frihed vel af ingen hindret bliver!
Men han udgiver dem jo offentlig paa Prent,
Maaske han stoeler paa, hans Navn er ey bekiendt?
Hvor tør han love sig, at han skal ikke røbes?
Mon ey hans beste Ven kan dertil underkiøbes?
Hævngierrigheden vist ey Umag spare vil!
Saa staaer han der en kiøn! faaer Skam til takke til.
Hvad er hans Tanker da, mens de saa farlig ere?
Mon for Fritænkere Forsigter han vil være?
Mon han erklærer Krig mod Gud og mod Hans Ord
Og Kirkens ædle Fred forstyrre vil i Nord?
Ney, nu om Dage man for saadant ey beskiemmes,
Det snarere er Vey til Ære at forfremmes;
Og giorde Sverrig ham end til en Fredløs Mand,
Saa fandt han dog vel Skyds udi et andet Land.
Mod Staten da?
O, Ney! dertil er han for ærlig,
Mod den han, som en Svensk, er sindet vel og kierlig:
Dens sunde Overlæg i Dens Anordninger
Opdager han for hver, som misfornøyet seer.
Hvad kan det være da?
Maaske han giør Pasqviller,
Og den misundte Dyd i Smug ved Æren skiller?
Ney, om han tabte end Sinds Rolighed derved,
Saa vandt han dog igien Endeels Bevaagenhed!
Men denne Frække Sig, saa yderligen vover,
At han Forfædrene og deres Sæder lover:
De Tider - siger han - i Sverrig været har,
At Mandfolk maadelig og duelige var,
