150
Man baade muntre dem og sunde saae at være,
J Sind og Lemmer rask, til Levemaadens Ære,
Retskaffen Nidkierhed de da for Frihed bar,
Og dyb Ærbødighed for Alt hvad helligt var.
Ja Fruentimmerne - fortfarer han at sige
De var Fornuftige, ærbare, sædelige,
Enhver var Sysselsat i sin Oeconomie,
Og Børns Opfostrelse de søgte Æren i.
Hvad Ont er vel i det –- Hvo tør ey Sligt berømme?
Ja bie og hør! siig saa, hvad man om ham vil dømme!
Ved Enden mærkes først hvor Avindsfuld han er:
Den Tid - han siger - var, men er nu ikke meer.
Vort Mandkiøn - hør engang - den kiække Slægt sig taber
Qvindagtigheder dem i vores Tid omskaber.
Og paa det smukke Kiøn, dog kun den største Deel,
Man ligeledes seer en væmmelig Forskiel,
Jo, hvo tør andet sige?
Er Manden ikke gal?
Han burde, for sin Mund, forvises Sverrigs Rige;
Dog, ingen ønske, han til vore Kyster drev;
Thi han honette Folk kun her til Plage blev.
Engeland.
I. For mangen stakkels Mand een Kone er for mange,
Men seer en Engelskmand, som ey for Tre var bange
Som ægte viet er til dennem alle Tre,
Og, nota bene, har dem Alle Levende!
En nedrig Penge=Lyst har lokket ham, at vove
Saa stoer Forbrydelse mod Guds og Landets Love.
Han hierte=kippet nu for Retten er fremkaldt,
Og faaer Medgivterne til visse dyrt betalt.
Hvis han af anden Lyst end Gierrighed var dreven,
De tvende Vielser da havde ude bleven
Og han dem alle Tre vel kunde havt i Fred,
Til Trods for Lov og Ret, og Øvrigheden med!
