166
Man hør, at Raadet og sin Hensigt haver naaet,
Thi det af samme Mand har stoer Oplysning faaet.
Et Lands Indfødde bør jo kiende Landet best,
Som Verten til sit Huus meer kiender, end hans Giest?
Frankerig.
En Betler ydmyg kom en Reysende i Møde!
Ham om en Gave bad, sin Kummer at forsøde.
Den anden - som maaske for ofte paa sin Vey
Sligt Møde havde havt - afviiste ham med Ney.
Det Ney han neppe fik gientaget et par Gange,
Før Betleren ham slap, og Intet vil forlange.
Den Betler været har af et langt andet Slags,
End de, man andensteds kan møde dagligdags;
Ja, det en Franskmand var, som ret at leve kiendte!
Han ikke tryglet meer; Men sukkende sig vendte:
Min Herre - sagde han - Hvi tvinger de mig til
At gribe til en Ting, jeg saa ugierne vil?
Hvad vil J gribe til? –- den Reisende forskrekket
Ham spurgte, og i Hast en Engelsk Skilling rækket.
J Sandhed, slige Suk, hos hver en Reisende,
Let kunde Blodet faae sat i Bevægelse?
Hvad kan Fortvivlelse ey gribe til at giøre?
Dog, denne vilde snart ham af hans Angest føre:
Min Herre - sagde Han - jeg takker hiertelig,
At De har, for i Dag, derfra afholdet mig!
Hvis deres gode Haand De havde holdt tilbage,
Jeg havde maattet Haand i Høst=Arbeidet tage.
En Ting, jeg nødigen mig vil befatte med,
Da jeg af min Natur meest elsker Rolighed.
Det Svar ey Giveren har kundet stort behage;
Han har nok heller seet sin Gave holdt tilbage?
Enhver, som tænker vel, jo maatte ærgret sig,
Naar Han sin Godhed saae anvendt saa liderlig?
