170
Den kronet Livs=Frugt os bevares, styrkes, fremmes,
Og Nordens gode Haab i intet Fald beskiemmes!
Vort Zion Gienlyd gav af Bønnens Himmel=Lyd
Som til Guds Trone foer med en andægtig Fryd.
I1. Den Guds Velgierning ey saa snart i Staden hørtes,
Før til Veldædighed enhver mod Næsten rørtes.
Hver til at viise den og havde Villien;
Men Samme samlet saaes med Evnen kun hos Een:
Til Armods Barsel=Seng gav Den - jeg ey kan tegne
Til hvilket Kiøn, jeg skal den glade Giver regne,
Og, om jeg kunde end, jeg det dog ikke tør
En Gave, liig en Siel, hvis Værd man kiendte før.
III. For Fridrichs Fødsels=Dag Hirschholm en Fest bereder;
IV. Og ved Charlottes Liv Vort Fridrichsberg sig glæder;
Hvad Norden da udbad for Hver især af Gud,
Dertil er Mærke lagt utallte Aar forud.
V. Vor Vinter=Glæde saaes høytidelig begynde,
Og Kongen Christjansborg for Fridrichsberg at ynde.
Hvor ubehagelig og Aarets=Tid end var;
Er alt os dog Behag, naar Ham vi hos os har.
VI. De ældre Droønninger her høyt Besøg aflagde;
Men Staden dem ey end til Vinter=Lyst behag de.
Det lader, ligesom at Disse Store Toe
J Aar fandt større Lyst i Landets stille Roe.
VII. Paa Jorden ingen Fryd bestandig er at finde:
Derom Erfarenhed os daglig vil paaminde.
Hvi skal vort kiere Hof saa tidt Beviiset see,
Da ingen Viisdoms=Ven den Sandhed nægtede?
See mørke Tidender dens Galla=Klæder sværte,
Udvortes Minde=Tegn om dets indvortes Smerte.
Vor Dronnings Broders Tab Ulyst aarsager der
J Ungdoms friske Vaar: Prinds Edvard er ey meer. (*
Gud giør, at slige Bud for ofte os ey sendes!
Naturens Orden ey i Norden saa forvendes,
At Blomsteret gaaer ud og trøsket Stubbe staaer!
Vor Danmarks Kikajon giv Palme=Træets Aar:
c*) Edvardua Augustua, død paa sin udenlandske Relse i Monaes i Jtallen i sin
Alders 29de Aaar.
