182
Nu dobbelt Hierte=Qval hans Tilflugt saaes at være;
Ham Byrden blev for tung, han kunde den ey bære;
Han endede sit Liv tillige med sin Søn!
Seer: Det er U-taals Frugt og selv=betalet Løn!
II. Et Jndfald mangen Gang langt meere kan udrette,
Naar det uventet er - end Kræfter, som en Jætte,
En Apotheker=Dreng slap ved et Jndfald frie
Der, hvor ham al hans Magt knap havde staaet bie:
En Røver greb ham an! Affordret ham hans Penge!
Han, for at redde sig, betænkte sig ey længe,
Min Herre, sagde han, ved Penge er jeg ey;
Men kand jeg tiene dem, jeg ikke siger Ney.
Behager Herren ey en Slurk udaf min Flaske?
Med samme trak han en i Hast udaf sin Taske!
Men det var Medicin - Den muntre Vittighed
Selv Røveren biefaldt, som loed ham gaae i Fred.
III. En god Foed er det nok, som den Matros kan skrive.
Om hvilken Rygtet os vil Underretning give,
At begge Hænder ham med Arme afskudt er!
Dog skriver, tegner got og gode Penne skier.
Ja, lad ham nok saa got end skiere, tegne, skrive!
En god Haand, hør man dog, det kan umueligt blive?
Hvor høyt Aviserne det end forsikkre vil
Hvo god Haand skrive skal, maae have Haand dertil.
IV. Nu kan ey Nogen sig i Nærings=Sorg beklage,
Hvor Videnskaberne og Konster saa tiltage
Som udi London; Tænk, En, i Hof=Egnen der,
Har nylig sat sig ned, som Stands=Folks Negle skier.
Han ved det Skiererie skal vinde store Penge,
Og alt i Sinde har at holde Lære=Drenge.
Man Magelighed dog for Meget takke maae!
Thi Mange, uden den, vist maatte brødløs gaae.
(*) Det formodes, at Han og Selv har taget Forgift ind.
