Skildvagten blev ham vaer! thi samme just var vaagen,
Uvist, hvad han har hørt, men vist han skimtet Nogen
Wer da? – ney, intet Svar,  Tre gange Hans Wer da
Ey andet Giensvar fik end skingrend Gienskald; Da=a a
Soldaten paa sin Post sin svorne Jver kiendte,
Paa Stedet lagde an, og løs paa hannem brændte,
J en uhældig Tid han nu saa lige skiød
Som maaske aldrig før -med eet han skiød ham død,
Hvo skal os nu forklare,
Han faldt, der ligger han.
Den Døde ey kan svare!
Om han i Søvne gik?
Og paa hans Legeme kan dog vel ingen see,
At det saa lige just er truffet sovende?
Saa dunkelt et Beviis antoeg man ey for ægte,
Hvis man saa vantroe var, at ville Sagen nægte.
Men, være langt fra os, at ville nægte det,
Som er saa mangt et Sted med større Vished seet.
Vi selv den daglige Erfaring kan citere,
At Natte=Gangere udi Naturen ere,
Ey de, som sværmende forstyrrer Andres Roe,
Thi de er vaagende, man Hørelsen maa troe!
Men de, som høylys Dag kan Alting foretage,
Med aabne Øyne gaae, og dog vort Syn bedrage.
Hvo skulde kunde troe, at de ey vaagne var,
Hvis deres Drømme=Værk ey gjorde Sagen klar?
Frankerig.
De Franske Rotter saaes af Glæde fyrig spratte
Et selsomt Dyr opstoed, (v) som dræbte alle Katte.
Dog vi det ikke gierne saae,
Høg over Høg!
At Rotterne hos os den Glæde skulde faae.
Langt heller Kattene med fedest Melk at føde,
End Muus og Rotter see at legge Laden øde.
Men Danske Katte frit kan holde Rotte=Jagt
For dette franske Dyr, thi det er ødelagt.
(v) J Bayonvilliers.
