De Dyders Renommee den stumme Steen udtaelte
Og udi et Portrait dens Liv til Vidne kaldte,
Hvis rare Gudsfrygt og retskafne Gierninger
Beviiste, at Ham ret var Gud og Folket kier.
V. Lyksalige Monarch, som har saa store Fædre,
At, Hvers Hukommelse din Ære er at hædre!
At følge Hver i det, som her har gjort Dem stoer,
Er, Arve=Konge, jo hvad du har sat dig for?
Vi veed det. Var det vel allene for at vise
Din Høye Velbehag og Mesterne at prise,
At Du benaadet dem med Din Nærværelse?
Ney. nok en anden Drift dig dertil skyndede?
Et værdigt Jndtryk Du for ofte ey vil finde
Af disses kronet Dyd og Sammes Æreminde?
Af sand Ærbødighed Du Dig en Ære giør
For den Hukommelse, som hellig være bør?
VI. J Herrer Konstnere, der truffet har saa lige
Vor gode Friderich - som alle Kiendre sige
Nu vil det gielde, om jer Konst sin Prøve staaer?
Her er den Dommer, J bør staae og falde for:
Vor Juliane Selv, (b) Hvis Hierte kan fremvise
Just den Original, J vil ved Konsten prise.
Vel staaer vor Friderich, som hvers Erindrings Lyst;
Men saa livagtigt ey, som udi dette Bryst!
Vil Friderichs Gemahl og Mageløse Mage
Berømme Eders Konst, saa kan J frit modtage
Enhvers Berømmelse, Thi Hendes Biefald giør,
At hver Konst=Dommers Dom derefter rettes bør.
Jo, Den Elskværdige af Friderich den Femte
Hans Efterlignelse sit sande Værd bestemte,
Og Hendes Velbehag blev Konstens Præmie.
Nu Hr. Sally og Gor!, nu blev J Mestere.
VII. Lad nogen sige nu, at vore peene Damer
Sig ved at have Been i vore Tider skammer!
Ney, har det været før, det nu er ikke saa.
Naturen gav dem Been; Mon ikke for at gaae?
(b) Ledsaget af H. K. Høyhed Prinds Friderich.
27
