Hvad sidste Rigsdag blev høytideligt vedtaget,
Har slig Forstyrrelse i Riget foraarsaget.
Og dens Beslutning dog det Vidne fik med Skiel:
At Alting sigtede til Polens sande Vel.
De underkastet Selv sig Ruslands Mellemhandling;
Men nu Gemytterne har faaet stoer Forvandling.
Lastværdig Nidkierhed for indbildt Frihed der
Har mod Medborger bragt Medborger i Gevær.
Hvad Almuen ey selv kan finde paa at giøre,
Af Uforstandighed, til Alting at forstyrre
Saa styrkes den end meer af visse Geistlige,
Som dem ved Overtroe giør reent forstokkede:
Af Aabenbaringer, Mirakler og deslige
Veed man saa meget Tant i denne Tid at sige,
At det ey lader til, man med Taalmodighed
Tør bie Frugten op af slig Lettroenhed.
Med Magten faaer man vel at bringe dem i Knibe;
Skiøndt Polen sukkende vil til det Middel gribe.
Hvo ey beklager dem, er meer end Flinte=haard;
Den Borgerlige Krig al Krigs=Nød overgaaer
Rom.
Mod det Bourbonske Huus sig Paven nu vil sette.
Med Kirke-Statens Magt?
- Ney, langt fra ikke dette!
Et Jubilæum skal modsættes deres Magt,
Og samme er til Rom høytidelig ansagt.
Mod dem han Himlens Hielp høytidelig forventer,
Og alt udstædet har fornødne Reglementer
For Messe=Bønnerne, for Faste, og for meer,
At Alting Pave=Ligt og Romer=mæssigt skeer.
Sig i en Fristelse han seer, som ingen Pave
Endnu har været i, fra Stolen kom i Lave.
Hvad Under, han sig da saa nidkier griber an,
For at faae Himmelen bevæget? om han kan.
55
