60
Spørg Julianes Syn og taareblændte Øye,
See Hende til sin Søn sig moderligen føye,
Læs Hendes Hiertes Sprog i samme Øyeblik:
Min Ven og Landets Ven, - din Fader, Friderich!
Prinds Friderich, tidt rørt ved et saa elsket Minde,
Sin Faders Kierlighed og Ømhed syntes sinde.
Vor Caroline vel den Fader aldrig saae,
Ved Sammenligningen dog saae sin Siels Attraa.
Den tusindtallte Flok, som stimlede til Stedet,
Hvor denne Mennesk=Ven et Minde blev bereedet,
O Fader Friderich
Ham stirrende saae an:
Tak for vort Vel, naar os, som Du det vilde, gik!
Hvis det os ilde gik, da var det mod Din Vilse,
Du kunde Ømhed ey fra Enevold adskille.
Ophøyet være Du og Din Hukommelse
Af hver en skiønsom Siel i begge Rigerne!"
Paa nogle Timers Tid (f) stoed Fridrichs Ære=Støtte
Paa sit grundfæstet Sted. Trods den, den nu skal flytte!
End ikke Tidens Magt; thi naar end Alt forgaaer,
Den u-forgiengelig dog i vort Hierte staaer.
Saavidt saae Skiønsomhed nu sine Ønsker bragte,
Hvad Under, dette Syn den gandske Stad behagte?
Og Fridrichsstad nu først de rette Øyne fik,
Som aldrig faaer afseet sin kiere Friderich.
Konst=Stykket dog endnu Fuldkommenhed ey kiender,
Det skal paa ny igien i første Mesters Hænder,
Kun tvende Aar endnu - de vel med Resten gaaer
Da først sin fulde Glands det ævig Arbeid faaer.
IV. Udvortes Ære=Tegn, en Dag, som denne, værdig
J og om Fridrichsstad, paa mindste Vink stoed færdig. (g)
Som Compagniet ey har sparet hidindtil,
Det nu paa slig en Dag det mindre giøre vil.
V.
(*) Paa mindre end 24. Timer.
(g) Foruden anstændig Beværtning for alle Vedkommende, laae et, Compagniet
tilhørende Skib, Prinds Fridrich kaldet, paa Strømmen, udziiret fra Øverst
til Nederst med adskillige Flagge af alle Nationer, hvilket saluterede saavel
ved de Kongel. Personers Ankomst og Bortreise, som da Statuen stoed besæ¬
stet paa sin Piedestal Kl. 53, hver Gang med 27de Skud. &c.
