74
Den helligholdes der for Ham af alle Stænder,
Og Glæden er det Tegn, hvorpaa man samme kiender.
Men hvo fortænker os, at vi os sukke træt,
Just for vor Kierlighed og at betegne ret?
Hver Dag er sammes Fest i alle Danske Stænder;
Men ach! - paa Længsels Suk man den allene kiender:
Hvor længe skal vor Nord i Dvale ligge hen,
Forgieves ventende at faae sin Soel igien?
Nu smigres Haabet dog; Thi Tidender fortælle,
At vor Monarch ey vil i Eng land længer dvæle.
Han kierligst Afsked alt med Hoffet tager der
Og gunstigst mildt Farvel med alle og enhver.
Han Londogs mægtig Stad og Stadens talriig Mængde
Ved sin Afreyse sig saa got som giennemtrængde;
Thi Alle stimled til, og Alles Kierlighed
J u-afladelig Lykønskning sulgte med.
Af Ham den Nation særdeles var indtagen,
Og lagde det endog til allersidst for Dagen.
Hans Majestæt lod see til Vederlag igien,
At Han i Hiertet og var Nationens Ven.
Han Engeland forlod. -- Vort Haab Ham alt modtager;
vi blive vaer, at det os end bedrager! (b,
Men see!
Han landet ved Calais, som vel Hans Hiemvey var,
Hans Vey dog denne Gang til Norden ikke bar.
Den har at Sydden hen. Det smukke Frankerige
Han ikke ved Calais just kunde Afsked sige.
Man saae, det havde og sig kongelig bere edt
At tage værdigen mod Danmarks Majestæt.
Et agtpaagivend Syn Han der paa Alting fæstet;
Anlangte til Paris og Frankrigs Ludwig giestet
Paa Hans Fontainebleau, (c) hvor begge Kongerne
Hinanden efter Rang og Stand begegnede.
(b) See Efterretningerne fra Valenciennes af 22de, fra Paris af 24de, fra Fon¬
tainebleau af 29de, og endelig fra Paris af 3 1te October.
(c) Et Kongeligt Lyst=Slot neden for Paris.
