100
Vor Soel gik op paa nye, og dobbelt Glands udbreder
Alt med fornyet Liv sig ved dens Opkomst glæder:
Vor Christian, Vor Soel, for os vil skinne saa,
At ingen Trones Glands vil Nordens overgaae.
Han Leve! - og vi da af intet Mork vil vide,
Han vil paa alt vor Savn vist raade Boed i Tide;
Han kom til rette Tid, Han kom, og Landet saae
At Kongen udenrigs vort Vel kun tænkte paa,
V. Nu vide vi, "at Gud sin Salvede bevarer:"(e)
En sød Erfarenhed den Sandhed os forklarer,
Ved dens Betragtning og vor Herrens Salvede
I Helligdommen fandt sin Siels Forlystelse.
Troe Undersaatter kan ey Noget meer fornøye
End, deres Konger see for Kongers Gud sig bøye
Det setter Kierlighed udi sin fulde Brand!
Just, som den brænder nu for Nordens Christian.
VI. Han Selv saaes brændende i Aanden, Gud til Ære,
Ved Jesu Naades Bord Han Giest nu vilde være,
Et Bord, man, Gud skee Tak, veed altid aabent staaer
Han der og værdelig sin Hunger stillet faaer. (f)
Benaadede Monarch, benaaded Undersaatter,
Gud dog sin Kierlighed i sær for Norden blotter?
Han Christjan Naade gav, at see sit Land igien:
Og Landet Ham at see, som Guds og Folkets Ven.
Det syntes Gud for lit; - Han vil end giøre Større,
VII. Gav os Hans Fødsels Dag paa nye at herliggiøre.
Ja, Gud den give vil endnu saa mange Aar,
At Han vor Velfærds Plan fuldkommen udført faaer.
Jeg vanlig Glædes Tegn ey denne Gang vil tegne,
Man Kongers Fødsels=Dag jo ærer allevegne:
Men, Hvis med større Lyst? og Hvor ved bedre Tegn,
End disse Kronedes i Danner=Nordens Egn.
(e) Psal. 20. v. 7. som vare H. H. Biskop Harboes Indgangs Ord, da Deres
Majestæter behagede at bievaane Guds=Tienesten i Slots=Capellet.
(*) Tillige med Hendes Majestæt den regierende Drønning.
