107
Han allernaadigst saaes De smukke Konsters Ynder:
Den Elsker, Kiender sig til Deres Værkstæd skynder.
Det Mesterskykker var Alt hvad der viistes frem;
Hvad Under, Skiønsomhed da og biefaldte dem?
Han saae og ey fortrød de Kongelige Gaver,
Som efter Faders Plan Han dertil givet haver;
Blandt Mesterstykkerne eet frem for andre dog
Den Kienders gandske Agt og Skiønsomhed indtoeg,
Hvad var det for et Stykke,
Han det og med sig toeg
Som nøed paa dette Sted saa uforventet Lykke?
Hvad uforventet?
Ney det ventede enhver,
Som havde forudseet det Mesterstykke der:
Det var en mignatur Vor elskede Mathilde
Saa ligt, som Hende man sig forestille vilde;
Det havde Alle seet. Hvad saae da ikke Han?
Hvo bedre skiøndte det, end Hendes Christian?
Originalen Selv stoed skildred i Hans Hierte,
Copien Han med det paa Stædet confererte,
Den fandt original. Ja, som en funden Skat
Sig hiemlet den for Alt, som var til Skue sat.
Det vel en Ære var for Skildreren Hr. Hojer, (b)
Det frem for Andre ham naturligviis fornøyer;
Men hele Norden dog toeg i Hans Ære Deel,
Og hans Fornøyelse opfyldte hver en Siel.
Velsignet Konge=Par, det Norden just fornøyer
Naar Eders Kierlighed Hinandens Værd ophøyer.
Ophøyet være Gud, som Norden Eder gav
Og Eder Kierlighed, som ey vil tage af!
V. J Gud fornøyet vi med Kongen er fornøyet,
Og Han med Sin og Vor Mathilde staae ophøyet
J alle Danskes Bryst, saa tit vi Dennem see
J værdig Sælskabs Lyst fornøyet samlede!
Til et saa værdigt Syn saaes Aarets Tid indbyde,
En fælleds Vinter=Lyst saae vi dem samlet nyde:
Snee=banet Kane=Føer for Dennem lagde sig
Det loed, som Vinteren kun Dem var føyelig,
(b) "Agreeret ved Academiet, og Medlem af det Churfyrstelige Kunstners Acade¬
mie i Dresden, saaog af Academierne til Bologne og Florence.
