111
Hvad Aarsag vel til dette?
Han skiød sig selv ihiel!
Hans Armod giorde ham nu Livet tungt med rette,
Ham, som med Uret før selv havde gjort sig riig
Ved Leverancerne i Frankrigs sidste Krig.
Ey nok, slig Rigdom ham var mellem Hænder svunden,
Han fandt endog den Løn, som er med den forbunden!
En tung Samvittighed;
Saa han, af Livet kied,
Ved Selv=Mord lønnede sin Underfundighed.
En slig Tildragelse enhver til Hierte tage,
Som end har Leylighed, sin Konge at bedrage,
Før det for sildig er; Thi, hvortil gavner vel
Al Verdens Eiendom med Skade paa sin Siel?
Leverandeurer det i sær bør giøre vaerlig.
Ey Nok, de faaer Attest, at Alting er forsvarlig,
Ney, de maae see paa den, Samvittigheden gir!
Thi uden dens Attest de Tyve er og blir.
Engeland.
I. Her Een giør Salt af Snee; Den Konstner bør man ære,
Fem hundred' Guineer sees og hans Løn at være.
Det ey formeget var end ey fem Gange tallt;
Men bort! naar han igien vil giøre Snee af Salt;
Gid vi udi vor Nord den første Konstner finde.
Alt hvad han kostede, vi skulde snart forvinde.
Dog vi ey være vil saa gierrige paa Salt,
Maaskee til Slutningen det bedre ey udfaldt?
Saa store Anslag for vel ere foreslagne,
Men man ved Enden dog har funden sig bedragne.
Vi heller kiøbe vil vort Salt lit dyrere,
End spises af tilsidst for Salt med egen Snee.
II. Den slemme Brud, som ey den Time kunde bie,
Jndtil at Præsten kom, som vilde hende vie!
Den slemme Præst, som kom ey da han var bestilt
Brudgommen stoed jo nu ved Brud og Medgift skilt?
Tænk,Bruden løb sin Vey med Capital og Rente
Og efter Præsten ey i Kirken vilde vente.
Vor Brudgom stoed en kiøn i den tvivlraadig Tid?
Mon han paa Stedet ey gik fra Forstand og Vidd?
