J
VII. Den to og tiugende, den Æres=Dag for Jorden,
Lyksaligheders Fest for dem, som boe i Norden,
En Dag, Anledning nok for Kongens Hiertes Lyst,
Til Undersaatters Fryd og sidste Slægters Trøst.
Hvo ikke skiøndte paa dens Himmelgivne Gave,
Den var og ikke værd til Eye den at have.
Ney! vi, som Andre, vel kan have store Feil,
Paa slig Uskiønsomhed dog aldrig blive Speil!
Vor Skiønsomheds Beviis jeg dog just ey tør tage
Af den udvordtes Pomp, som Dagens Høytids=Dage
Udmærket kongelig og overordentlig,
Og, som langt større var end man erindrer sig,
Ved lige Leylighed, tilforne seet at være;
Thi vi vor Konge bør for det allene ære.
Det paa Hans Side blev et glimrende Beviis,
At Han holdt denne Dag udi høystværdig Priis.
Monarchen aldrig for fandt den forønskte Glæde,
Som Han fandt denne Gang, at være selv tilstæde
Hos Sin elskværdigste og værdigst elskte Ven,
Paa saa forønskelig og hældig Dag, som Den! (by¬
Hvad Under, Glædens Tegn, til Kierlighedens Ære,
Man usædvanlige da og befandt at være?
Men, slige Glædes-Tegn kun Kongens Evne er
Og svage nok endda mod Hiertets Følelser.
Vi andre skiønne og, vi elske vor Mathilde;
Men har til Glædens Tegn ey Evnen, som vi vilde.
For Hende ofre vi -- vort Sølv? vort Guld? O ney!
Hun kiender vore Kaar og sligt forlanger ey.
Vi ofre Hierterne; Dog ney, de har Hun borte!
Mon Offre skulde da i Dag for Hende skorte?
Ney, Bønners Røgelse fra Andagts Alter gaaer
Og Gud behagelig om Almagts=Thrøne staaer,
(b) Den 22de Julii 1767 var Hans Majestæt fraværende i Holsteen, og den 22de
Julii 1768 i Holland.
147
