148.
Sød Lugt den gives der ved Menneskers Forbeder,
Giensendes, som en Regn udaf Lyksaligheder,
Paa Kongen, Dronningen og paa det gandske Land,
Thi mindre Naade ey Mathilde mætte kan.
VIII Vor Dronnings Broder end personlig var tilstæde,
Og Engelsk Vidne blev til Danskes moersom Glæde,
J samme tog Han Deel ved samme Leylighed
Og til Afreysen strax derefter var bereed.
Mars var og strax bereed Hans Høyhed at modtage
Hvor det ham satte af og førte Ham tilbage.
Saa Travemynde fik igien den dyre Prinds,
Hvis Reise siden gaae, som han blir Selv til Sinds!
IX. Vi denne Fødsels=Dag saa ofte vil gienkalde,
Jndtil den Dronningen vil Selv besværlig falde!
Seer den ey aarlig just saa store Ære=Tegn,
Den dog, mens Tiid er til, ey blive kan forlegn,
Da den har Ære nok af Dronningen allene,
Som Nordens Ære vil, mens Jorden staaer, fortiene.
X. De ældre Dronninger Land=Slottene forloed,
Al Kongens Huus vor Stad med Glæde drog imod
Hver saaes personligen Lykønskende tilstæde
Og toge ædel Deel i Fødsel=Festens Glæde.
XI. Et usædvanligt Savn paa slig en Høytid dog
Af mange Tusinde Bekymrings=Sukke drog,
Som ikke vidste ret, og neppe spørge torde
Om Aarsag til det Savn, som dem dog frygtsom giorde.
Vor elsket Arve=Prinds var Den, man savnede!
Enhver nu slutte selv til vor Beængstelse!
Man hvisket, han var syg. Just det, som man befrygtet!
lidt Haab og mindre Trøst man lang Tid fik af Rygtet,
Jndtil det, Gud skee Lov, blev offentlig bekiendt,
At Prindsen meer end vel var med sin Sygdom tient.
Hans Høyhed uforfærd den Sygdom gik i Møde,
Som ingen Magt og Konst i Verden kan afbøde,
Den, Menneskers Tyran, som hver bør skielve for,
Der ikke velbereed imod dens Anfald staaer.
