Frankerig.
For kiedsomt Overhæng vil Hoffet være sikker,
Ey nær sig paa en Miil vil lide nogen Tigger."
En velindrettet Stat det og ey lide bør;
Til sunde, friske Folk ey Bettel-Stave hør',
Ja den ey sees engang, tillade dem de Svage,
Thi, slige, Staten vil Selv under Arme tage.
Hvad Under, Ludevig da under haardest Straf
Dem alle fra sit Hof saa lang Afviisning gav?
Men man paa Tiggere stoer Forskiel veed at være?
Dem, som en liden Sum til Almiss tør begiere
Og ey Undseelse for Nogen have vil,
Er det vel egentlig, som Kongen sigter til?
Thi alle Tiggere kan Han umueligt meene,
Med mindre, hvor han er, han leve vil allene;
Men Hans, ja ingens, Hof det kunde vel anstaae;
Hvers Audienee=Sahl brillant jo være maae?
For Cer moniens Skyld de Cour dog faaer modtage?
Hvis man nu paa en Miil hver Tigger holdt tilbage,
Hvor fattigt vilde det ved mangt et Hof udsee,
Hvor tyndt blev Tallet der ey paa Opvartere?
Hvor største Staaddere som oftest meest brillere?
Og disse Hofferne vel ikke vil undvære?
For dem, for Statsens Skyld, faaer Adgang være fri;
Saa Kongens Forbud ey til dem kan strække sig.
Rusland.
Slet Nyt fra Petersborg! - Er det ey at beklage?
Dens Venus=Speidere vel alle kom tibage,
Men tænk, ey klogere end da de reyste bort,
Thi Sky=Gardiner dem har alt usynligt gjort!
Den sære Venus! – Dog maaskee hun andre Steder
Ey skiuler sig for dem, som efter hende leder?
Thi, hvis fra hvert et Sted man sligt om hende hør,
Da er hun ikke værd den Cour man hende giør.
159
