Jtalien.
Paol sit Fædren land med Ære Ryggen vendte,
Da hans usvækket Mod det ikke længer tiente.
Sin Magt han svækket saae ved Magt, ved List, ved Konst,
Og indsaae viiselig al Modstand nu omsonst.
Livorno søgte han og naaede, hvad han søgte:
Et Sted, hvor intet Ont han havde at befrygte;
Men kunde Paoli ey blevet hvor han var?
Han heller intet Ont jo der at frygte har?
Der vel udlovet blev en Sum, som ey var ringe,
Til den, der kunde ham i franske Hænder bringe;
Men dermed havdes jo det beste Øyemeed?
At man ham vilde kiøbt, var blot af Kierlighed!
Den Aarsag selv Paris jo dertil foregiver? (t)
Hvi mon paa Corsica han da ey roelig bliver?
Ney, han vil heller flye for Frankrigs Kierlighed,
Og søge, hvor han kan, sig andet Tilflugts-Sted.
Livornos Havn ham og modtog med slig en Ære,
At lig re en Triumph end Flugt det faaes at være.
Ved hvert et Fyrste=Hof Høyagtelse han nøed,
Ja Keiser Joseph selv til Taffels ham indbød. (o)
Tyrkiet.
Constantinopel nys af Vaade=Jld hiemsøgtes
Og Pestens Overhaand udi dens Egne frygtes;
Selv har den slaget Jld til Krigens grumme Brand;
Mon Lande=Plager fler den vel udholde kan?
skal det ey kunde frugte
Krig, Pest og Jldebrand!
Og Tyrkens Overmod mod Christenheden tugte?
Endnu det ikke seer, desværre, ud dertil;
Dog vi af Himmelen det beste haabe vil.
Vi Rygte hør om Strid; vi Rygte hør om Seyer;
Men mellem Frygt og Haab dog Rygtets Vægtskaal veyer.
Det arme Polen er at ynke først og sidst,
Som ikke bedre har sit eget Beste vidst.
(*) See Aton. Mereur No. 110, Verfølg von Paris, vom 3 Junii.
(u) J Mantua.
J000
