182
Til Koen nu igien:Den døde i en Alder,
Som ikke hver en Koe almindelig tilfalder,
J eet og tiugend Aar, og kunde den, maaske,
Sin Alder have bragt endda lidt høyere,
Hvis ey en voldsom Død, ved Slagter=Arm indstevnet,
Den havde faldet an og endt dens Liv og Levnet."
Ja, det var ilde, at den Morder=Øxe kom;
Thi nu man ikke meer jo sige kan derom,
End, at en Koe er død som længe havde levet
Og gierne længere ved Live kunde blevet?
Hvi loed man flagte den? Hvi loed man den ey staae,
Og af Nysgierighed den Naadens=Foer loed faae?
Saa kunde man endda i Tiden os meddeelet
En Alder af en Koe, som var mærkværdig blevet,
Men nu? – Hvad er vel nu, som mærkeværdigt er
Hvis om et Menniske - som er langt mere værd
End end den ældste Koe i noget Land kan blive
Man ikke havde meer mærkværdigt at beskrive,
End: N. N. gammel blev og ældre bleven var,
Men, ach, en tidlig Død hans Liv forkortet har!
Hvad burde man vel da om slig Beretning sige?
Er da om Mennesker ey ofte hørt dens lige,
Som ey en Tøddel meer om dem har indeholdt,
Og dog Høyagtelse hos Læserne forvoldt?
Men om vor Svenske Koe er og lidt meer at skrive,
Dens Levnets Krønik skal da ey saa maver blive;
Dens Eftermæle har - skiønt den kun var et Nøed
Langt meer at sige os, end, den er fød og død:
Tie Kalve vel den bar og dem vel baarne føde,
Sin Slægtes Undergang i Sverrig at afbøde,
De samme voxte op paa deres Føde=Stavn,
Til Eyermandens Lyst, til Fødelandets Gavn.
