184
Frankerig.
Hvor mange brave Folk er ikke at beklage;
Som ikke veed, hvorfra de daglig Brød skal tage?
Det trøster meget lidt, at dem kan blive sagt?
Der bliver daglig Brød i alle Lande bagt,
Naar, uden Tryglerie de det dog ey kan have.
Mon Ære=kiere Mænd til Tryglen haver Gave?
Ney, dertil deres Siel er ikke nedrig nok;
Men Skiebnens Haardhed jo kan tvinge dennem dog
O, at en Adelaide (g)
Til slig Fornedrelse?
Da alle Tider var for slige Folk tilrede!
En afsat Officier i yderligste Nød,
Skiøndt man i Frankerig og daglig bager Brød
Sig saa fornedret saae og bragt i saadan Knibe,
At han sig tvungen fandt til Tryglerie at gribe,
Men høye Siele dog ey blotter sig for hver,
Der ere Hænder til, ved hvis Velgierninger
En Armod=plaget kun fordobblet seer sin Plage.
Gud trøste hver, som skal til dem sin Tilflugt tage!
Han for Prindsessen kom, beklagede sin Nød,
Som ikke mindre var, end Trang for daglig Brød,
J ædle Udtryk der sin Jammer han fremførte
Og Ædelmodighed Prindsessens Hierte rørte,
Strax saaes Goddædighed udi sin sande Pragt:
Hun Penge Summer just ey havde i sin Magt,
Som klækkelige var saa brav en Mand at give,
Og derfor heller vil slig Gave lade blive.
En Almisse, tænkte hun, er u-anstændig her
Et ærekiert Gemyt den kunde trykke meer
En prægtig Tabattiere,
End al dets skiulte Trang?
Som hun holdt meget af, hun vilde før undvære,
Den ædle Armod hun ey trøstesløs kan see
Den Ædelmodige!
Hun skienkede ham den.
(g) Den ældste Kongelige Franske Prindsesse Madame Matie Adelaide.
D
D¬
