18
Men slig Lettroenhed ham dyrt nok haver staaet,
Og over Skjebnen vist er heede Sukke gaaet,
Da midt i seilbar Søe han Jsebundet saae:
At det var Vint ren selv med Foraars=Maske paa.
Ja, Vinteren fik Bugt med Foraars svage Kræfter,
Dem, ingen ventet dog, saa plat at give efter,
At Stadens aabnet Rhed, ved Kuld og Frost og Sne,
Blev heel tillagt igien, saa langt man kunde see.
I1. Selv Handelens Convoy, (a) som skulde den forsvare
J lige Nød bestædt, sig saae i lige Fare,
Al dens Aarvaagenhed sin Magt og Kraft anseer
Alt for afmægtig til sig selv at vaere her.
Den raabte Selv om Hielp; saa kan enhver vel vide,
Til dens Jndiisning kom al Medhielp ud i Tide,
Hvorved den slap i Havn omsider i Behold.
Vel indefrossen der, dog tryg for Jisens Vold;
III. Men Frosten og blev tryg, foragtet Vaarens Kræfter,
Bar Frygt for Soelen; men sig hærdet meer derefter.
Og fik sin Vinter=Vey begyndt og bragt i Stand,
Til trods for Soel og Vaar - herfra til Skaane=Land.
IV. Strand=Vagter sættes ud, for Veyen at beskytte,
At ey Landløbere af den sig skal benytte;
Men, hvorfor laer man ey sligt Udskud løbe an,
Som Troskabs=Eed end ey i Fredstid holde kan?
Lad Vagten løbe med - hvis de det faaer i Sinde
Hvad Baand er ey for got Meen=Eedere at binde? -
Endeel og løb sin Vey; Gud veed, hvor langt de kom
Thi man fra Sverrig ey Beretning har derom.
Saameget veed man vist og trøstigt kan berette,
J fald der nogen Trøst kan være udi dette
At vi fra Skaane=Land langt større Antal fik
Af saadant Udskud hid, end det der fra os gik.
1.) De tvende Kongelige Fragatter Christiansze og Hav=Fruen.
