43
Undtagen denne Deel, den, Du vel loed tilbage,
Men, som med Sielen dog skal Deel i Arven tage
det er det eneste,
Dit dyrekiobte Støv!
Du end ey glemme kan af dette Jordiske.
Vi her ey heller vil dets Værdighed forglemme;
Det, som et Hvede=Korn, udi Guds Ager giemme
Til Livets store Haab; - Det Haab, som billiger
Standsmæssig Pomp og Pragt ved Liigbegiengelser
Hvor Majestæters Støv og Purpurs Aske hviler,
Didhen vi værdigen da og med Dette iiler!
Roeskilde=Mausolee bevare det i Roe,
Mens Støvets Vogter vil det slig en Skat betroe!
III. Man vilde her vor Qval saasnart, som giørligt, dæmpe
Og Sorgens Minder sig derefter maatte lempe.
Hvi skulde Kiøbenhavn og staae alleneste
Til Sorrigs Skueplads for begge Rigerne?
Strax Ringningen ophørte (h)
Ney, Kongen sagde Ney!
Og Orgelværkerne i Kirkerne sig rørte." (i)
Han, som alt forudsaae den Sorg os forestoed,
Da Han med Dronningen i Sorgen os forloed (k)
Han vilde ikke os for dobbelt Sorg udsætte,
Og derfor, loed os først den første mueligst lette.
Han kiendte vore Kaar, og tænkte:Hvad Besvær,
Naar en foruden Hielp en dobbel Byrde bær?
Vi bar da Sorgen her paa taaleligste Maade,
Som Frugt af Christians besynderlige Naade!
IV." Høy=Skoelen sig til Roe dog ikke gav endnu
Det høye Dødsfald den pligtskyldigst kom i Hu!
Den indbød hver og een, som kunde Vidne være
Til dens Aarvaagenhed for vor Sophies Ære,
Saa Staden opfyldt blev med Klage=Sang og Klang;
Men det da endelig og var for sidste Gang. ()
h) Med Liig Processionen, Klokken 1 om Natten til den 14de Junii.
(i) Den 17de.
(k) Den 18de gik Kongens og Dronningens hidtil opsatte Reise for sig til Gottorff.
(l) Den 19de da der blev ringet med alle Stadens Klokker en Time for og en Ti¬
me efter Orationen.
