54
En Fegtemester der, en fød Jtaliener,
Med hvad han havde lært, sit Leve=Brød fortiener,
Og for at vinde Gunst og fler Fortienester
Greb han sig heftig an i sine Øvelser.
Nys han sig saa greb an, at han med eet gav efter;
Fordi han greb sig an langt over sine Kræfter.
Haand Lægerne blev kaldt, de kom og strax fornam,
At der ey Middel var til Helbreds Haab for Ham;
Reent ud de sagde da: Faldoni kan ey leve!
Meer Ærlighed vel ey af dem man kunde kræve?
Men, Tænk, et Dødens Bud for denne unge Mand, (p¬
Som just hos Lægerne om Livet holdte an,
Mon det vel var saa sødt, som det var sandt, at høre?
Hvad saae man ham vel nu i denne Skynding giøre?
Et yndigt Pige=Barn han havde sig udvalgt
Og Livets Glæder alt i Haabet forudtallt!
Nu døe? - J beste Aar? - Fra Alt? - Endog fra Hende?
Først, dette haarde Bud han Hende gier tilkiende!
Hun hører til, men blev som af et Lyn=Jld rørt,
Da dette Torden=Bud af Hende var udhørt!
J stum Fortvivlelse de begge længe bleve!
Til Pigen skreg og svor: Ham ey at overleve!
Det Skraal opvakte ham, han Hende ansaae stift;
Han trak en Flaske frem; Han raabte: Det er Gift!
Og drak! Hun saae derpaa, ham Flasken rev af Haanden!
Sank Resten med Begier - for at opgive Aanden!
-Ney,, denne Gang det ey den Fare har;
De døer?
Thi Drikken ey var Gift; Det kun en Prøve var,
Som Hendes Kiereste paa Hende vilde sette;
Men nu De Begge Toe om Sagen kom til rette;
Fik grusomt overlagt det fæle Øyeblik,
J hvilket begges Død alvorlig for sig gik:
(p) Han var 30. Aar, og hans, siden omtalte Kiereste, 20 Aar gammel.
