2
Den sex og tyvende i Maaneden var Dagen,
Da dette Høye Liig blev udaf Kirken tagen,
Da Hun forlod den Bye, som havde Hende kiær
Hvorom hvers daglig Suk det store Vidne bær.
Det Adlet Borgerskab i Kongens Residence,
Stod alle i Gevæhr til sidste Reverence,
Hver ynsked heller, de (som udi fordum Tiid)
J Steden for til Liig paa Volden gik i Striid.
Hver tænkte paa den Dag, da Hun kom her til Staden,
Hvor stoed vi, sagde de, ey glade da paa Gaden
Hvor skinte Solen mild, skiøndt det var Vinters Tiid,
Hvor var vor Konge og vor Salig Dronning bliid.
Nu møde vi igien, men paa en anden Maade,
Vor Uniform er Tegn til Himmelens Unaade,
Naturen græder selv, det regner overaldt,
Dog Græde=Taare fleer end Regne=Draaber faldt.
See, til Liv=Skytterne i vore Compagnier,
Hvis Hierte inden for Guld, Sølv og Fløyel svier,
See hvor de Hendes Navn i Guld og Sølv har sadt
Og ey alligevel af Hiertet udeladt.
Vel an, saa lad os da vor sidste Pligt beviise,
Og lad os hilse for vor dydigste LOVISE,
Uovervindelig vi hidtil Dato var,
Men vor LOVISE os dog overvundet har.
Her saae man gamle Mænd, som vidste sig med Ære
Foruden Banqverot i Byen at ernære,
At staae som heel forsagt, og dette raabe paa;
Hvi skal vor Alderdom end denne Modgang faae.
Ald Fyr, ald Mod, ald Lyst, var fra de Unge røvet,
Var hurtig i sin Pligt i samme dog bedrøvet,
De raabte, vi har tabt ald vores Ungdoms Lyst,
Og paa vor Alderdom maa savne vores Trøst.
Saa gik det til hos dem, og blandt de Militaire,
Som nyde Løn og Sold, man saae det eens at være,
Ey nogen havde et saa hærded Hierte, at
Det svømmed jo i Graad i den bedrøved Nat.
