36
Tyrkiet.
I. Ru veed man, hvo der har Constantinopel skændet,
Og hvad der Aarsag var, at Staden blev af brændet,
En Kammertiener, som var ey fornøyet med
Den Dom, som MULA gav, har kommet den afsted.
Den arme Dommer, har sig den Gang brændt paa Dommen;
Thi han og gandske Huus i Jlden blev omkommen,
Men sligt Salarium har voldt et Oprør, som
Paa KISLAR AGAS Front til sidst til Ende kom,
I1. En Hals han havde kun, og den gik med i Løbet,
Hans Gods og Midler toeg Sultanen udi Kiøbet,
III. Men Janischarerne vil ikke stille sig,
J Fald at Keyseren vil ey begynde Krig.
IV. Sultanen frygter selv at disse slemme Knegte,
Begynder allerførst imod ham selv at fegte,
Hvor har dog den Regent Lyksalighed, som veed,
At hver en Undersaat ham viiser Kierlighed.
Barbariet.
I. Tripolitanerne, et Flensborg Skib har taget,
Men uden Tvivl de da har taget Feyl af Flaget,
Men saasom Skibet det var Dansk, og de vor Ven
Vil viise sig, saa blev det givet os igien.
I1. Det just ey Dulce var da hiine Dulcignotter,
J Tripolis sig mod Regenten sammenrotter,
De tænkte gvndske vist de vare oven paa,
Og Regimentet selv i Hænde skulle faae.
O Ney! Regieringen staaer ey saa læt at vinde,
Ja Land og Riger staaer for alle ey paa Pinde,
Men det blev og forkeert Regieringen til Lands,
For dem forandret blev Floden om til Vands.
