46
III. Man spaaer om Campement, men om det vist vil blive,
Derom jeg ikke kand min Læser Vished give,
Endeel vil sige: At det skal ved Roskild staae,
Men andre sige Ney, hvem skal man liide paa?
IV. Det brave Borgerskab, de kiække Borger=Helte,
Hvis Fædre vidste at udtrække Sverd fra Belte,
De Adelsmænd som sig til Adelskabet sloeg,
Da mangen tapper Helt de her fra Staden jøeg
De Folk hvis Liv og Blod er pantsat deres Konge,
Det Folk, det rare Folk, de gamle med de unge,
Som er parat saa snart Monarchen gir et Nik,
Som CHRISTIAN har kier, og elsker FRIDERICH,
Det Folk, som er en Værn for deres Konges Krone,
Og daglig vrimler om hans stoere Naade-Throne,
Det Folk, hvis Troeskab er i Hiertet hamret ind,
Og paa at elske GUd og Kongen legger Vind,
De kiække Borgere i Residence=Staden,
Som giorde sidste Gang Parade her paa Gaden,
Da vores Dronning blev solenniter indført,
Hvor om tilforne vel min Læser haver hørt,
De forestilled blev for FRIDERICH den Femte,
Hvori Han viiste Han ey deres Fliid forglemte,
Og Officeererne var stilled frem i Rad,
Da Kongen giorde Dem med naadig Aasyn glad.
Liv=Skytterne blandt Dem, nød og den samme Naade;
Thi hver med Glæde for sin Konges Aasyn traade,
O! havde jeg en Hviid for hvert et Ynske, som
Ved denne Leylighed fra ærligt Hierte kom.
V. Den Hauge, som man ved Charlottenborg kand finde,
Er skiænkt Botanicis, og skal der plantes inde,
Hvad Læge Urter som til Medicinen hør,
Hvortil Hr. ØDER sin bekiendte Umag giør.
VI. Hvo Rente have skal, hans Lomme nu maa smiile,
Hvo dem betaler ey, da ligger Stevnings Piile
Paa Rettens Bue lagt: GUd hielpe Dem, som ey
Til Rente=Penge veed den allermindste Vey.
