48
Dog var ey Knegten dum, vil ey mod Embed tage;
Thi han vel bange var, han Strikken skulde smage,
Og hvortil hialp det hvad han havde sanket paa?
Naar han som fattig Tyrk til Fanden skulle gaae.
I1. Nu veed man gandske vist, hvo dette Puds har drevet,
Med Grækerne, og hvo til Patriark er blevet:
Det er en Munk, som med forstilled Hellighed,
Har stødt den gamle ud og kommen i hans Sted.
III. En Qvint paa Bassen sprang; thi en af Rigets Basser,
Som er paa Rhodus, og er af de beste Classer
Han mistede sin Hest, blev stopped i en Sek,
Og fra sit Embede saa Hovedløs gik vek
IV. Saa lønnes Uret; thi den samme stoere Basse,
Han ville Maltha før med Sørge=Spill oppasse,
Nu blev det saa for ham, ja Enden meest blev sort,
Da i det Sorte Hav man kasted Kroppen bort.
Persien.
Den Prinz, hvorom man før saa meget godt har skrevet
Med sørte Farver nu igien er skildret blevet,
Man siger, han er ond, og ingen godt sig spaaer,
Jfald de ham til Schach i Persisk Rige faaer.
ScHACH DooB imidlertiid maa søge Retirade;
Thi ellers Prindsen vil ham noget aarelade,
Om Porten fisker ey udi det rørte Vand,
Og stoere Mogoll med, det Tiden lære kand.
Til Læseren.
Jeg slutter Aaret, og Taksigelse hensender
Til Dig, min Læser, at mit Skrift i Dine Hænder
Har faaet Yndest, jeg fremdeeles bede vil:
At Du Din Yndest mig herefter vender til.
Sligt skal opmuntre mig, til stedse ved at blive,
Og gandske upartiisk Dig alt merkværdigt skrive,
Jeg maa nu bryde af, da Rummet ey forslaaer,
Og hermed ynsker jeg et glædeligt Nyt=Aar.
