4
Tyrkiet.
I. Den stoere Admiral, er til en liden bleven,
Da større Magt ham har fra Embeds Ære dreven;
Dog maa han glæde sig i Sorgen, at han slap,
Saa heel og holden ud, og misted ey sin Knap.
Hvo høy paa Straae er sadt, han kand ey Tiden viide,
Hvor hastig han kand need af Ærens Bakke gliide,
I Høyhed derfor er det best at leve saa,
Man ey i Ringhed skal Foragt af mindre faae.
II. Gid Pokker maatte i Tyrkiet Kiøbmand være;
Thi der man slige Folk den lette Priis kand lære,
Faaer Tyrken Caffee ey for let Priis i sin Krop
Saa taer han Skakkeren og hænger hannem op.
Hvor maae ey Hiertet i en Caffee=Brygger hoppe,
(Jfald de skienker der for Penge ud en Koppe;
hi var hans Caffee tynd og Tyrken Bug=vriid fik,
a maatte frygte for det ham ey bedre gik.
Barbariet.
I. Paa største Grumhed os Avisen Prøver giver,
Og sligt den leede Gast Søe=Røver AssAu bliver;
Thi da han merked, han til Helved skulle gaae,
Og sin fortiente Løn for all sin Grumhed faae:
Toe Christne Slaver for sin Død han lod aflive,
Som paa hans Reyse ham til Selskab skulde blive,
En af Slavinderne, skal følge i hans Grav
Med Liv og Siæl og Krop; men der blev intet af.
I1. Nær havde Beyens Søn sin Fader ey undgaaet,
Nær havde man ham hen til Slagterbenke faaet;
Men der blev intet af, det Ordsprog fast da staaer,
Man ingen hænger, før man ham i Hænder faaer.
III. De Jøder, som med Guld Søe=Røvere førsterke,
De maae udi Algier et mægtig Tab formerke,
Og faaer ey nogen Fangst: Vil derfor reyse bort,
Men Deyen sagde holt! og giorde Passen kort.
