10
II. Ja Stoere Konge! man kand jo ey andet sige:
Naturen er udtømt, hvo kand Dig overstige;
Din stoere Kierlighed og Omhue priise vi,
Du nyelig viiste det med Lands=Oeconomie.
Hvad brave Folk, som skal saavel i et som andet,
Forfremme Landets Vel paa Søen og paa Landet,
Har Nordens Salomon saa viiselig deelt af,
Og i Oeconomie hver sin Forretning gav.
III. Kom, lad os lidet ud fra Kiøbenhavn spadsere,
Hen op mod Helsingør, vi strax maa admirere
Vor Konges Omhue, og velsigne skal hans Navn,
Som for Galeierne indrette vil en Havn.
IV. De som den Lykke har, for Kongens Ret at tale,
Og Sagers Sammenhæng og Sandhed der afmale,
Taer Kappen paa igien, og gaaer i Skranken ind
For Kongens høye Ret, med et rætfærdigt Sind.
Ved første Aabning, Selv Monarchen var tilstæde,
Som det sædvanligt er, og fra Sit Konge=Sæde,
Uddeelte slig en Dom; som evig skal bestaae,
Naar Løgn og Uret skal en evig Skiendsel faae.
V. To gamle brave Mænd, som Kongen troelig tiene,
Som Undersaatterne og Landet kierligt meene,
Herr Græve LAdxvig og Herr BeRxenrin var glad
Da deres Souverain, hos dem til Tasels sad.
VI. Herr ROEEOED ANKER, som paa Lov og Ret kand skiønne
Ham vilde Kongen for sin rare Lærdom lønne;
Thi gav Han hannem Navn som Sin Justice=Raad,
Med Ære bær han det, saavel i Raad som Daad.
VII. En Tyve=Bande her i Staden er opdaget,
Hvoraf adskillige i Fængsel strax er taget,
Blandt andet en Soldat, som skulle vies til
Sin Kiereste, men der af Fryd blev Sørge=Spil;
Thi han fra Brude=Huus til Stok=Huus maatte seyle,
Hvor han Confecten ey skal af Profosen feyle;
Tilforn han Sukker stial, men naar hans Ryg blir smurt,
Saa vil han skrige: Ach! hvor blev det Sukker suurt.
