11.
Norge.
Enhver som ey kand see, udi det Norske Rige,
Han skal for Synets Skyld hen til en Doctor hige,
Som lover alle, han dem Synet hielper til,
Men Ach! de Ord er glemt: Jfald vor Herre vil.
Frankrig.
1. Den Balsamering kand fortiene en Remarque;
Naar har man hørt tilforn man døde Folk skal barke,
Sligt er med KLINGLIN skeet, man barkede hans Skind,
Da han var død; Men nu et Jndfald faldt mig ind
Hans Skind er barked, nu bereed det skulle blive,
Og samme til et Bind om BExs Processer give;
Thi naar POUL BEK sin Dom i saadant Bind besaae,
Hans eget revne Skind, en Lindring ville faae.
II. Nu har Musiqven i Paris sin Spidse naaet;
Thi Abekatten selv paa Noder Smag har faaet,
Slig Operist man vel tilforne neppe fandt,
Naar saae man Musekat at være Musicant?
En sær Concert, som man for latterlig kand skatte,
Blev af en Mand opført, med Hielp af nogle Katte,
Som hver sin Tone skreeg; men Abekatten holdt
J Foden Node=Blad, sligt ingen Latter voldt.
En Bonde engang saae en Musicus at spille,
Det Ord: Cantamus ud, i en høytravend Trille,
Men Bonden raabte strax: Min gode Musicuus,
Du har ey Fingre til, at du kand tage Muus.
Om disse Musici man saadant ey skal sige:
De kunde tage Muus og musicalisk skrige,
Dog vared det kun kort; thi Qvinten for ham sprang,
Og han som Orpheus fik Steenene paa gang.
III. En Metaphysicus, som Kirke=Gang foragted,
Og ikkun lumpne Ting for hellige betragted
Blev ind i Tugthuus bragt; og lære kand imens,
At Tugte=Mesters Prygl er virkelig et Ens.
