30
III. De Skibe som gik hen til de Barbarske Stæder,
Ved lyksom Hiemkomst hver i disse Riger glæder,
Vulcanus eet aad op; thi Falster brendte hen,
Neptunus dog var god og sendte to igien.
IV. De Folk som løber om og hidser Folk til Trætte,
Men naar det gielder, dem ey hielpe kand til rette,
Maae ey agere for Gields=Retten, sligt skal skee
Ved Advocater og ved Principalerne.
V. Et smukt Exempel paa, at det er ey Vanære,
Endog for Adels=Børn, Studentere at være,
Det er den brave JVEL som sin Examen toeg,
Og viiste offentlig han havde læst sin Bog.
Man ey maa tænke, det er Hyklerie jeg skriver,
Da mangen Bonde=Søn ham intet eftergiver,
Men han bør roeses meest, fordi han toeg sig paa
Blandt brave Fattige, som Candidat at staae.
VI. Den Skik man haver her til Fugle=Stang at skyde,
Om nogle Linier mig vil Erindring byde,
Jeg veed vel den blev skudt, men hvo som Steegen fik,
Det veed jeg ey: Dog Scumix med Konge=Titul gik.
Han Fugle=Konge blev, man kand med Sandhed sige:
At ingen eye kand et saa vidtløftigt Rige;
Om Undersaatterne man derimod det veed
At der hos dennem ey er mindste Stadighed.
Engelland.
Den lærde Methodist, greeb til en sær Methode
At præke paa, den gang han Meenigheden raadde
At løbe Oprørs=Storm til et Comoedie Huus,
Hvorefter Pøbelen rev samme ned i Gruus.
Det kaldes med Sucees en Sag at forestille,
Og paa Comoedie=Huus Tragoedie at spille;
Men man i London dem saaledes klemme vil,
At de af Nidkierhed ey øver saadant Spill.
