Frankrig.
I. Dvor maa der ikke Fryd udi Marseille være,
Da mange ikke meer skal Slave=Lænker bære;
Thi hver af Lopovic den Fjortende blev sendt
Hen til Galeyerne, hans Fængsel aldt er vendt.
Ja meere, Kongen dem som Brødet ey kand tiene,
Vil Allernaadigst med en Person forleene,
Saa kommer Lykken før vi veed det mindste Ord,
Og glæder den i Aar som sørgede i Fior.
II. Den rare Sangere, som har saa net en Tunge,
At han kand vel om kaps med Nattergalen siunge,
Af Kongen Penge fik, fordi han blive maa
J Frankerig to Aar, og fleere Triller slaae.
For Halsens Skyld endeel fra Huus og Gaard maa løbe,
Men denne Huus og Gaard for Halsens Skyld kand kiøbe,
Men om en Pibe først i dette Orgel sprang,
Saa var det ude med hans Herlighed og Sang.
Tydskland.
I. En Stald=Betient tilsorn med Magt sig ville trænge
J Keyserens Gemak, han slap, fik Reyse=Penge,
Men da en vis, men ey en viis, Marqvis det giør
Man ham som rasende til Hospitalet føer.
Han havde reent forgiet sin skyldig Reverence,
Og paa gevorben Foed begierte Audience,
En Ting man sige kand om hannem som er sandt,
Han er ey skikked til at være Supplicant.
II. De Folk, som ey i Krig vil vise deres Gaver,
Paa Eschafautet skal og siden være Slaver,
En Jyde sagde saa: J Krig jeg tiene vil,
Men GUd, han give Fred, saa længe jeg er til.
III. En hæslig Tidende fra Flensborg Stad berettes,
Som bør af Christne Folk til evig Tid forgiettes:
En mordisk Tiener har udøst sin Herres Blod,
Til Ondskab og Udyd er Gierrighed en Rod.
33
