39
V. Nu maae Mercurtus opstemme Sørge=Tone
For den retsindige og brave GVLDENKRONE,
Som kun saa kort en Tid som Amtmand har frembragt,
Og er i Hadersleb paa Sørge=Benken lagt.
VI. Et Blomst er visned, som i Tydskland er opgaaet,
Og af vor Konges Huus sin Vædske haver faaet;
Det her gav liflig Lugt, og skiøndt det maatte døe
Saa spiiredes af det saa mangt et herligt Frøe.
VII. J denne Maaned man en Ordre saae fra Hove,
At ingen Skipper sig til Spanien maae vove
Og er der nogen reyst til disse Ender hen,
Saa maae han sige stop, og vende om igien.
Tydskland.
I. Nu maae en Officeer i Keyserindens Stater,
Ey viise Helte Moed med Pryglen mod Soldater,
Men Under-Officeer som veed at føre Stok,
Om hiine sig forseer, skal give dennem nok.
Ret; thi en brav Soldat tidt for en Spradebasse,
Som andet ey forstaaer end sine Skrit at passe,
Maae holde Ryggen frem, at Fruentimret kand
Bravoure kiende hos den store Helte Mand.
I1. Studenter, Haandverksfolk, maae ingen Kaarde bære;
Thi Politiet dem vil ellers andet lære,
De kand i Freeds=Tid vel foruden Kaarde gaae,
Og naar det kniber, laer man dem vel Kaarde faae,
II1. Det Krigs=Academie, som Helte skal frembringe,
Der tør i Krigens Tid besee en nøgen Klinge,
Forynsked Fremgang har; thi Keyserinden vil,
At de i Freedens Tid skal Krigen vænnes til.
IV. Fem døve Mennesker som stumme var tillige,
Og kunde andet ey end som paa bæstisk skrige,
Har een Forlængsel havt at gaae til HErrens Bord,
Og viist med Fingrene, de vidste ti Bud Ord.
Det usandfærdigt er, det ikke saa kand være;
Thi den som døv er fød, han ingen Ting kand lære,
Undtagen Haandverk; den jo ikke tælle kand
Som ey paa et og to har ringeste Forstand:
