1I1. Den Jode ærlig var, (Ach! gid der fandtes fleere)
Som ey som Hæler, vil med Tyven marchandere,
Fra Breslau læses om en heel tyvagtig Skalk,
Som til en Jøde gik, og bød tilfals en Kalk;
Men Jøden tog ham fat, og lod ham arretere,
Dog fandt han Leylighed derfra at echapere;
Thi den ham passet paa, var Bøddel, men han fik
Et Hug af eget Sverd, og derpaa Tyven gik.
Frankrig.
I. En selsom Straf, som man bør for retfærdig prise,
Det kand Avisen os paa Aager=Konen vise,
Der maae paa Torvet med et Brev om Halsen staae,
Og bede, at hun for sin Synd Pardon maae faae.
Her kand man sige ret, hun Skam fik paa sin Nakke,
Og dog alligevel for naadig Straf maae takke,
Hun stod med blotte Knæe, og kunde tænke paa
De, som maae nøgne for ubillig Rente gaae.
II. Da Kongen vilde skudt en Hiort, som hastig rendte,
Fra Dyret Kuglen sig til Mennesket henvendte
Og traf en gammel Mand, som hugged Brændeveed,
Han døde, men hans Slægt derved ey Skade leed.
III. De Advocater, som i Parlementet taler
Og just er sex Dosin, de nu igien omsadler,
De gierne vil igien fortiene Penge; men
Man veed ey vist, om de antages skal igien.
Engelland.
I. Et Rygte løber om, dog kand det vidst ey siges:
At Folket skulle af Algiererne bekriges,
Og er end Rygtet sandt, som meget tvivles paa,
Da vil Algiererne den lange Næse faae.
II. Man handler nu tyransk imod de arme Jøder,
Som Landet reyse om; thi Folket dennem støder
Af hvert et Vertshuus ud, og Dommen bliver den:
See det er Frugten, at J bleve Engelskmænd.
47
