47
Sverrig.
I. Det nye Slot; har nu sin største Lykke naaet
Ved det; det sin Monarch og Drønning ind har faaet,
Jeg vil ey skrive om hvad Stads og Pragt der var,
Man kand vel slutte til, hvad Jndtogs=Dage har
II. De Folk, som Vexler kand paa Kronens Regning giøre,
Hvorved Uskyldige de kand i Uheld føre,
De ere grebne, man dem saadan banke vil,
At Banco=Sedler ey hos dennem meer blir til.
Frankrig.
I. MANDEIN sig lystig giør saa længe det vil vare,
Hvorved Forpagterne er ofte udi Fare,
Han end sit Hoved har, og viiser Folk at han
Sit Hoved bruge vil, saa længe som han kand.
II. Da Erke=Bispen i Paris for høyt vil kneyse,
Mod Kongens Ordre, han af Staden maatte reyse,
Og i Landflygtighed sin Synd begræde maae;
Thi Krone og Bonet i Rang kand ikke staae.
III. En Præst i Normandie, som ikke kunde føre
En Mand til Lydighed, som ey hans Ord vil høre,
For hæftig Eftertryk til sin Formaning gav.
Og hugget med en Lee i Hast hans Hoved af.
Der staaer vel Kiød er Høe, men saadan Høe at meye,
Vil volde Præsten maae paa Eschafoutet neye,
Den Præst ugudelig og dumt til Verks dog gik;
Thi for Liig=Prædiken han ingen Penge fik.
IV. MARQVIS DE CURSAV, som var fordum removeret
Fra sin Comando, er med Embed sonlageret,
Saaledes gaaer det til, en brav og ærlig Mand,
Naar Naade Scepteret har, sin Løn dog vente kand.
