18
Eendeel af Kongens Magt, saavel til Fods som Heste,
(GUd trøste dem, hvor de skal være vreede Gieste.)
Har slaget Telte op paa Stadens Erund og Mark,
Og viise Krigs=Maneer for deres Freds=Monarch.
Hist staaer von PLESSENS Telt, som blinker i hvert Øye,
Af Silke, Sølv og Guld, og hvad som kand fornøye,
Men det som Teltet meest har Ziir og Ære af,
Det er dens Eyere, som er saa kiek og brav.
Her Rytteriet staaer, og Folk som ere ægte,
Der ikke bange er, i fald det galdt, at fegte,
Naar man beseer det Folk, man skulle sværge, at
Naturen havde dem af Planker sammensat.
Der seer man Folk, hvis Blod af Feighed ey skal fryse,
Og kand en Don Qvichott med Knebbelsbartet kyse,
Kort sagt: Naar GUd er med, og de med Mod vil
staae,
Saa maatte Fanden selv mod dem i Feldten gaae.
Monarchens Aasyn dem opmuntrer til at føre
Sig saadan op, som det kand brave Folk tilhøre
Man hører ey Allarm, man seer kun Enighed,
Og at de deres Pligt og Landets Nytte veed.
III. Jmedens disse Folk sig udi Leyren øver
J alle Ting, hvad man i Krigens Tid behøver,
Er Land=Milicen her i Garnison indlagt,
Som giøre dagligen med Borgerskabet Vagt.
Hvor vil de bryste sig, naar de paa Landet kommer,
At de har Kongen tient for Sold og Brød i Sommer,
Den arme Lutze vil i Flugten være, naar
De kommer hiem, og hun ey mindste Tydsk forstaaer.
IV. De ædle Borgere man bør for Troeskab priise,
De og i denne Tid vil deres Pligt udviise,
Og giøre daglig Vagt, hvor disse Herrer staaer,
Er jeg forsikret paa at Fienden intet faaer.
V. De Skibe, som til Dansk=Vestindien skal fare,
De ere seyed bort; at GUd dem vil bevare
Og føre vel til Havn, er mit og hver Mands Ord,
Heldst da endeel af os har mangen Ven om Bord.
